Marts 2013 – September 2020
Dixie var hunden der lærte mig en masse om hundesport og ikke mindst om Ft. Spaniels. Hun var en hund som jeg fik lov til at låne til gåture og træning af min daværende nabo. Man kan sige at hun var en dele hund. Hun var en meget førerfokuseret hund og derfor let at føre i sværere miljøer. Med Dixie trænede jeg først og fremmest en masse jagtrelateret, da hun blev brugt aktivt på jagt. Derudover trænede og konkurrerede vi i agility. Agilityen lærte mig en masse om mit eget kropssprog og hvor meget hunde reagerer på dette. Udover jagt og agility trænede vi frisbee, en masse tricks, canicross og startede for alvor op med min fotografering, nu jeg havde en lydig model.
Født: 16/02/2016
Charlie er min første egen hund på papiret. Den 20 marts 2018 overtog jeg ham officielt fra tidligere ejer. Jeg havde passet ham en gang året før og skulle så passe ham igen i en længere periode, da han ikke fungerede så godt hos dem. Han var understimuleret og gik ikke helt så godt i spænd med deres andre hunde. Så han kom på trænings/pasnings ophold, som endte med at jeg overtog ham. Han har været en svær hund, da han er meget sensitiv og reagerer på ens følelser, men også på bevægelse og materielle ting. Det har derfor været en kamp og en kæmpe frustration at finde frem til hvordan jeg træner ham bedst, uden at presse ham eller overskride hans grænser. Han er bestemt den hund som har lært mig mest om mig selv og gjort mig til et bedre menneske. Charlie bruges aktivt på jagt og hyggetræner med agility, da hans psyke ikke var til stævner. Jeg har trænet lidt frisbee, en masse tricks og ikke mindst uddannet ham til certificeret narkohund i efteråret 2022.
Født: 20/09/2023
Gadget er en Ft. Cocker som jeg har ventet længe på. Ventet på dette specifikke kuld, men også bare ventet på min nye og kommende agilitystjerne. Med Gadget er drømmen at gøre ham til spring og agilitychampion, samt komme på landsholdet i agility og få nogle jagtrelaterede prøver på ham. Derudover andre hyggelige prøver, som udfordrer og udvikler os i vores samarbejde og kunnen. Viser Gadget fysisk og psykisk potentiale til at indgå i avl, vil han blive min første avlshan.